Kan Guppyer dø af for blødt vand??

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Vildmedakvarier — 17. august 2009, 22:10

Jeg har nu mistet 3 guppyer i mit fhv. nye akvarie (3 mdr.). Der er intet at se af sygdomstegn på hverken de døde eller levende fisk og vandet er fint målt på sådan en strimmel. Jeg skifter vand ca 1x om ugen/8-9- dag, da jeg har haft en del brunalger (vandet bliver stadig brunt hvis jeg ikke skifter). 2 af min guppyer døde da det var rigtig varmt for ca. 10 dage siden - sammen med mine 2 Mysteriesnegle og jeg troede måske at det var fordi varmen var for hård... men i nat er der lige en mere der er død.
Det eneste der ikke lige passer til Guppyer - iflg. min akvariebog - er hårdheden i vandet. Mit er på ca. PH 6½. kan det slå dem ihjel eller hvad kan der være sket?
Jeg vil lige fortælle at jeg har 6 rød neon og de var de første jeg købte og de trives fint (men de er jo også til blødere vand).
Jeg håber at der er en der kan hjælpe. det er da træls og jeg bliver da ked af at de dør når det ellers har gået så godt 🙁

jacob — 17. august 2009, 22:20

Når du måler pH så er det et udtryk for vandets surhed En pH-skala går fra 0-14, hvor 0 er den mest sure værdi , 7 er neutral og 14 er det mest basiske. Det er derfor ikke hårdheden i vandet du har målt.

Du kan her se hvor hårdt dit vand er http://www.geus.dk/geuspage-dk.htm?http://www.geus.dk/program-areas/water/denmark/data_and_maps/haardhedskort-dk.htm Du kan også prøve at skrive til dit lokale vandværk, og bede om relevante vandværdier (nogle vandværker har tallene på deres hjemmeside)

Nogle guppyer kan godt være sarte, men en på pH på 6.5 burde ikke være noget problem. Hvis du har målt med en strip, kan der være måleusikkerhed.

stonny — 17. august 2009, 23:55

Hvis du ikke har gjort et eller andet ved dit vand, som f.eks. brugt osmosevand, regnvand, behandlet med pH-sænkende midler, tilsat CO2 m.m. kan jeg næsten med 100 % garanti sige, at dit vand ikke har en pH på 6,5. I 99 % af alle vandboringer i Danmark ligger pH over 7. Dit almindelige hanevand har en pH på ca. 7,6:
http://jupiter.geus.dk/DitDrikkevand/proeveresultater?anlaegid=50184

Som Jacob nævner er teststrips ofte meget upålidelige.

Som ligeledes nævnt blander du to begreber sammen - hårdhed og surhed. Den samlede hårdhed måles i tyske hårdhedsgrader (dH i linket ovenfor)
Den samlede hårdhed i dit hanevand er på ca. 6,6 som er rimeligt blødt vand, men som også er vand guppyer fint kan trives i.

Villads — 18. august 2009, 04:12

Man kan vænne guppyer til meget,men hårdt alkalisk vand er og bliver nr.1.
PH bør altid være over 7 og DH mellem 15 og 20 er vist noget nær ideelt.

Blødt vand med lav PH er dårligt fordi guppyen så lever på "kanten" og let ryger ud over den ved forskellige udsving i vandkvaliteten.
Udsving i temp. tåles fint men udsving i PH er skidt.Siger de kloge.

Har jeg ret i at tro at blødt vand lettere falder i PH end hårdt vand?

stonny — 18. august 2009, 07:16

#4 Det har du ret i, men under normale forhold, er der ikke den store fare. Selv i det forholdvis bløde vand trådstarter har, er der en bufferkapaciatet i vandet, der modvirker pludselige pH-ændringer. Kun hvis du har meget, meget blødt vand, som f.eks. næsten rent osmosvand, er der fare for pH-styrt.

KK Norring — 18. august 2009, 07:45

I Danmark er grænseværdierne for pH i drikkevandet området pH 7 - pH 8,5. Stort set alt dansk drikkevand overholder disse grænseværdier. I blødtvandsområder er det almindeligt at tilsætte kalk til vandet for at overholde grænseværdierne.
Grænseværdien for vandets hårdheden måles i ledningsevne (konduktivitet). Vandværker angiver altid konduktiviteten i mS/m (millisSiemens per meter) og lovkravet er minimum 30 mS/m (300 µS/cm).

Samspillet mellem pH, CO2 og vandets hårdhed er en temmelig kompleks kemisk konstruktion som kaldes vandets buffereffekt. Så længe KH (et mål for vandets indhold af karbonater i form af Calciumkarbonat) er over 2 hårdhedsgrader fungerer buffereffekten og pH ligger stabilt på omkring neutralpunktet (pH 6,5 til pH 7,5). Når KH falder til under KH 2 holder buffereffekten op og pH begynder at skøjte op og ned i takt med at CO2 indholdet stiger og falder. Især om natten kan pH blive temmelig lav.

Den vandanalyse som stonny linker til fortæller at vandet er ret blødt. Det vil sige at Gørding ligger i et jysk blødtvandsområde.
GH angives til 6,6, mens ledningsevnen angives til 490 µS. Ledningsevnetallet er relativt højt i forhold til hårdheden. Forklaringen ligger i at vandværket formentligt tilsætter bikarbonat i en anden form en det normale Calciumkarnonat. Det kan give sig udslag i at KH er højere end GH.

KK Norring — 18. august 2009, 07:55

#5

Det er forkert at kalde det for pH-styrt. At pH falder i meget blødt vand er ikke en "farlig" ting. Det er ganske naturligt. I sortvandsakvaristikken udnytter man at sphagnum (og andre humusstof afgivende produkter) også kan generere en buffereffekt. Den ligger bare på et andet niveau, nemlig pH 4-4,5. For mange fisk og planter er disse pH-værdier for lave, og det gælder især de fisk og planter som findes i dyrhandlernes standardsortiment.
Der findes imidlertid temmelig mange tropiske fisk (og ret få planter) der er specialiserede på såkaldt "sortvand", de ses bare ikke så hyppigt i handelen. Den mest almindelige er rød neon, som også kan tåle lidt højere værdier.
Sortvandsakvarister fjerner al hårdheden i vandet og arbejder gerne med rent osmosevand. Med forskellige humusstofproducerende produkter (sphagnum, ketapang, elletræskogler, egeblade, bøgeblade) stabiliserer man så pH-værdien i den lave ende. Når man gør det åbner der sig en verden af akvarieegnede fisk, som man ellers ikke ser så tit.

Vildmedakvarier — 19. august 2009, 12:01

Mange tak fordi der er så mange der har gjort sig ulejlighed med at svare - men helt ærligt blev jeg ikke ret meget klogere på hvad jeg skal gøre, Bær over jeg er jo begynder *blink*
Igår døde en guppy igen. De røde neonfisk har det fint. Er der nogen forslag til hvad der kan være galt?

KK Norring — 19. august 2009, 13:46

Jeg tror at det er ret simpelt. Alderdom...

Guppyer lever ikke ret længe. Og de guppyer man køber hos dyrhandleren er oftest opdræt fra østen. De er for det meste over deres bedste alder når de kommer hertil.

Vildmedakvarier — 19. august 2009, 15:16

Jeg blev vel nok lige glad da jeg læste dit svar 🙂
Jeg synes bare det er tyndt hvis de kun kan leve et par måneder - men på den anden side synes jeg jo også at jeg har tjekket alt hvad jeg lige kunne komme på og har gjort det så godt for dem som muligt og vil derfor gerne tro at det skyldes alderdom 😉

Villads — 19. august 2009, 23:22

Alderdom er en mulig årsag,men så plejer man at kunne se at de er på retur.
Deres finner bliver slidt ned og vokser ikke ud igen og de falder i vitalitet over en periode for så at dø stille og roligt.
Hvis de går fra at være i fin form og fine blanke i pelsen,hvis du forstår hvad jeg mener, til at dø i løbet af få dage så tror jeg mere på en sygdom af en art.
Det er bare svært når du ikke kan se nogen symptomer.

Svømmer de raske rundt lige til de sidste eller står de f.eks og rokker i overfladen?

Vildmedakvarier — 20. august 2009, 11:40

Der er intet at se på dem - hverken sår, små pletter af nogen art, de spiser fint, svømmer fint rundt og er fine i "pelsen" - og så er de pludselig døde.
Jeg var godt klar over at jeg nok glædede mig for tidligt efter jeg havde skrevet forrige indlæg - for mine Mysteriesnegle døde jo også i den periode det drejer sig om. Jeg har dog ingen ide om hvad de ikke kan tåle.
Igen vil jeg takke jer der gider forsøge hjælpe mig med det her. Jeg har ihvertfald tænkt mig at stoppe med at købe flere guppyer til de enten holder op med at dø - eller til der er så få tilbage at jeg kan anskaffe mig en anden slags. Det er utroligt trist når det pludselig bøvler sådan.

Villads — 20. august 2009, 12:37

Ja det er skidt når fiskene dør og man ikke aner hvad årsagen er.
Din beslutning om at vente med at købe flere guppyer er god.

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.