DIY nano sump til 60 liters akvarium

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Stefan J — 14. marts 2017, 13:54

Hejsa,

Jeg har ikke haft ferskvand i adskillige år nu, skønt jeg elsker mine saltvandsakvarier, tænkte jeg det ville være sjovt at prøve ferskvand igen.
Jeg har tænkt mig at starte en lille nano balje på 60 liter. Jeg regner med at mine beboere bliver Lamprologus similis.

Jeg er ikke meget for indvendige filtre og varmelegemer, etc. Da jeg ikke just finder det æstetisk behageligt.
Derfor er jeg begyndt at lege med tanken om en simpel og budgetvenlig sump til dette lille akvarie.
På den måde slipper jeg for elektronik der optager plads og generer mit sarte øje. Desuden øger jeg systemets samlede volumen, hvilket kun er et plus.

Her er hvad jeg tænker... Jeg vil købe en billig plastboks i IKEA og bruge denne som sump. For at slippe for PVC rør i akvariet eller overløbskasse for den sags skyld, tænkte jeg at investere i 2 stk. af følgende: http://www.akvariebutikken.dk/product/oase-optimax-300-4024/
Her skal den ene fungerer som "overløb" mens den anden bliver returpumpe.

Jeg har lavet et lille udkast over mine ideer, det er lidt lettere at forklarer med illustrationer. 😉

[IMG]http://i556.photobucket.com/albums/ss1/SBJ8/IMG_7608_zpspmjqcv1s.jpg[/IMG]

Selve akvariet har en pumpe i toppen af venstre hjørne, herpå vil der være monteret en slange der trækker vandet ud til sumpen.

Model 1. Det er den mest simple af de 3 jeg er kommet op med. Her er kamrene opdelt af filtersvampe hvilke vil fungere som mit mekaniske filter. Imellem disse vil der være lavasten, hvilket et mit biologiske filter.

Model 2. Dette er tættere på en rigtig sump, denne er også noget mere vanskelig at lave samt mere kostbar. Her er der tre kamre opdelt af plastik. Første kammer er mekanisk filter og andet kammer er biologisk filter.

Model 3. Er en blanding af Model 1. og 2. Her bruger jeg små bokse som fungerer som hver sit kammer. Jeg sammensætter den så med plastik slanger eller PVC rør.

Jeg har taget højde for hvis en af mine to pumper skulle svigte. Jeg placerer disse i toppen af akvarie samt sump, og sørger for at der er plads i akvarie såvel som sump til denne overskydende mængde vand - inden pumpen bliver tørlagt.

Jeg vil meget gerne have jeres besyv med på vejen. Jeg vil foretrække at lave dette som simpelt og billigt som muligt, men skal også sikrer mig at jeg ikke har overset noget. Lad mig vide om én model er bedre en de andre. Eller hvis I mener de alle er håbløse. Jeg er også meget interesseret i hvad I måtte have af alternativer samt forslag til forbedringer. Hvem ved, måske har en eller flere af jer en idé der er hundrede gange bedre og mere simpel end mine. Al hjælp vil blive værdsat. 🙂

Takker pænt på forhånd.

Alt det bedste herfra

Stefan

lundfold — 14. marts 2017, 14:44

Hej Stefan

jeg formoder at sumpen skal gemmes væk i et skab under akvariet, hvor langt bliver der mellem sump og akvarie? Løftehøjden på pumpen er sat til 60 cm, men ved 60 cm løftehøjde kommer ikke ret meget vand ud.



Dit næste problem bliver justeringen af dit flow da flowet mellem dine to pumper helst skal være ens, du risikerer at komme ud for et "justerings helvede".

Jeg ville personligt vælge sump 2, men jeg er i tvivl om hvorvidt en kasse fra ikea vil være optimal på sigt.

Mvh

Jesper

scn — 14. marts 2017, 15:10

#1
Du får ALDRIG justeret to pumper, så det kommer til at spille. Der skal bare være en forskel på 0,1 liter i timen for at du har 2,4 liter skævt på et døgn. den pumpe du har kig på flytter op til 300 liter/time, så selv hvis du tillader hele 0,1 liters forskel i timen er det stadig 0,1/300 = 0,03% afvigelse i de to pumper du skal opnå.

Og hvis den ene skulle løbe tør, hvad så hvis der er fanget luft, og den ikke rigtig kommer i gang igen?
Så stopper dit filter med at fungere.

Enten laver man sump ordentligt eller også lader man være. At lave det forkert/dårligt, resultere bare i at det ikke fungere, og hvis du er uheldig får du oven i en vandskade.

Stefan J — 14. marts 2017, 15:15

Hej Jesper,

Tusind tak for dine pointers, det er værdsat.
Jeg havde intentioner om at placere sumpen lige under akvariet, så der er jeg ikke bekymret. Er heller ikke bekymret for at benytte mig af plastbokse, der er tonsvis af akvarister der gør dette, inklusiv jeg selv. 😉

Meeen, der er noget om det du pointerer mht. et ensartet flow mellem de to pumper. Den havde jeg ikke taget højde for. Når det gælder sumpe har overløbet altid været en torn i mit øje, hvilket er grunden til at jeg ville foretrække at gøre dette elektronisk.

Well, jeg håber der er flere der vil give deres besyv med på vejen. Jeg vil virkelig gerne finde en fornuftig løsning her.

Mvh

Stefan

Stefan J — 14. marts 2017, 15:25

Nåede ikke at se dit svar scn. Jeg er såmænd enig med dig, hvilket jeg også lige har medgivet Jesper. Det er derfor jeg har startet tråden, for at få hjælp, ideer og detslige.

"Enten laver man sump ordenligt eller også lader man være". Hmm, det kan der nok være noget om, men synes det kunne skrives mere konstruktivt. 🙂 Er her som sagt for at få hjælp, det der føltes mere som en irettesættelse end hjælp. 😉

Så hvad tænker du kunne være et godt alternativ?

gallus — 14. marts 2017, 17:44

Hvis sumpen sidder under akvariet, så behøver du vel ikke en pumpe til at sende vand retur fra akvariet, så kan du vel blot bruge hævert systemet med et sug i slangen, der skal nok et lille forfilter på sådan en anordning, men ved slet ikke om det bare bliver mere bøvlet.. det er nok rigtig som der står skrevet, at med en sump kan man lige så godt gå all-in med det samme. Men spændende hvad du har gang i...

scn — 14. marts 2017, 18:13

#5
Min erfaring er at man nogle gange skal sige tingene lige ud. Mindes en der ville lave sump af plexi og akvariesilikone. Han gjorde det på trods at kraftige advarsler. Heldigvis var en utæt, så han var nød til at tømme sumpen. Han fandt bagefter ud af at advarslerne var begrundede. Et par dage med vand, og han kunne rive det hele fra hinanden uden besvær. Det var spild af tid for os der prøvede at hjælpe, og spild af hans tid og penge at han lavede sumpen. En sump på +200 liter hvor frontruden pludselig bare falder af mens man er på arbejde... Det havde sgu ikke været rart.

Det var blot for at gøre det klart at du var på vej direkte i problemer.

Et alternativ kunne være HMF ala Back to Nature slimline :
http://backtonature.se/tips-tricks/slimline-filter/
Personligt ville jeg dog ikke ligge pumpen i bunden, men lade den hænge lidt oppe i vandet, da slam bundfælder sig i kammeret bag måtten.


ps. N. similis er et kanon valg
En rigtig hyggelig fætter

KimJ — 15. marts 2017, 06:24

Man skal også passe på med at overtænke tingene. Som tidligere (og sikkert også kommende) saltvandsakvarist er jeg helt med på, at det er fristende at medtage nogle af de fine løsninger som er helt almindelige blandt saltvandsfolkene, medens de nærmest er ukendte i ferskvandskredse, men der er jo en grund til at tingene er som de er.

I dette tilfælde ,vil en lille spandpumpe og (måske) et varmelegeme være fuldt tilstrækkeligt til at køre det påtænkte akvarium, så al yderligere teknik er simpelthen for teknikkens egen skyld (det er der ikke noget galt i, men man skal bare være klar over det).

Hvis man endelig vil lave noget særligt ud af det, er der flere løsninger, som alle baserer sig på overløbsprincippet, der er det eneste rimelig selvregulerende system der findes.

1) Anskaf akvariet i en længere version end oprindelig tiltænkt, og lav en opdeling (tænk en stor overløbskasse uden hul i bunden) hvor den ene (største) del er display, og den anden (mindst 10% af displayets volumen) er "sump".
I "sumpen anbringes diverse filtermaterialer og varmelegemet, plus en returpumpe, og så er man kørende, med et filter som sandsynligvis kan køre uden nogen sinde at skulle renses.

2) Konventionel sump, men med en kasse som nedenstående, i stedet for fast overløbskasse:

http://www.ebay.com/itm/ESHOPPS-OVERFLOW-BOX-PF-NANO-HANG-ON-BACK-OVERFLOW-10-20-GALLON-AQUARIUMS-/162294370267?hash=item25c97f8fdb:g:9M4AAOSwHMJYNxMV

Denne kasse er jo ikke ligefrem diskret, så hvis man gerne vil slippe for den og stadig ikke skulle bore i glas, kunne man vælge...

3) Sump anbragt OVER akvariet. Hvis man bruger en kasse af plastic, hvilket fint kan lade sig gøre, er det ganske let at bore alle de huller man har lyst til i denne, og lave et "omvendt" flow fra akvariet op i sumpen, som så tømmes via et overløb. Så har man bare brug for en returpumpe som kan anbringes i akvariet.

Jeg bruger selv løsning 1) i mit stueakvarium, som er et ombygget koralrevsakvarium, og må sige at det er yderst velfungerende.

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.