Lidt om Lamprologus Calliurus.

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Brian Niels — 6. januar 2014, 13:04

Inden konen og jeg tog på en lille week-end tur til Belgien i februar 2013 lavede jeg lidt research på hvor jeg kunne få fat i nogle Lamprologus Calliurus på vejen hjem. Jeg fandt en butik i Holland (Aquabeek) som have nogle F1 fra Magarae i Burundi. Jeg købte en lille gruppe på 2,2 (2 hanner og 2 hunner) af voksne cichlider. De skulle gå i et 128L akvarie sammen med nogle Viktoria Cichlider (Multicolor - 3,4). Mine 2 hanner var nok ca. 9 cm (hannerne kan blive 10 cm), mens de 2 hunner var 5 cm (og de bliver ikke større).

Et udsnit af min Calliurus gruppe:




Lamprologus Calliurus er en af de største sneglehuslejere fra Tankanyika søen. Hannen holder et lille harem af 2-4 hunner, som har hver deres sneglehus. Hannen selv er for stor til at komme ind i et sneglehusene, så han patruljere området, mens hunnerne - når de har æg - opholder sig i huset. Ellers svømmer de også rundt i territoriet, tæt på deres sneglehus. Hannen styrer hunnerne med fast hånd, så de ikke kommer for meget i kamp mod hinanden. Den enkelte hun beskytter sit sneglehus og lille område omkring det fra de andre hunner, mens hannen har adgang til hele området. De omkringliggende andre cichlide-arter tolereres, også på territoriet, så længe de ikke kommer for tæt på sneglehusene.

Han over sneglehus - hun i sneglehus



Lamprologus Calliurus hanner har lyreformet hale og et hvidt bånd øverst på hale og den bagerste del af rygfinnen. Hannen har lidt gult i ansigtet og lidt blå markeringer forrest på kroppen. Ellers er resten af kroppen brunlig, nogle gange med mørk mønster, andre gange uden mønster. Hunnerne får ikke lyreformet hale og får heller ikke det hvide bånd i hale og rygfinne. Ej heller de blålige nuancer kan ses på dem. Hunnerne er brunlige, nogle gange med mørkere mønster på kroppen afhængigt af humør. Når de ligger på æg har de stort set hele tiden deres mønster. Både han og hun har store tænder (nærmest hugtænder) i over og undermund, som viser at Calliurus er en kødæder.

Min Alpha-han set forfra- læg mærke til de 4 tænder:



Min lille gruppe udviklede sig ved at Alpha-Hannen hurtigt tog kontrol over området med sneglehusene. Beta-Hannen fik kun lov til at bevæge sig i den sneglehusfri del af akvariet. Selv her fik han ind i mellem tæsk af Alpha-Hannen. En hverdagsmorgen i april begyndte den ene hun at opholde sig over akvariet største sneglehus (et mini-konkylie, akkurat større end et Neothauma Tanga-sneglehus). Alpha-Hannen blev lokket hen af hunnens dans som pulserede bevægelse med finnerne foran ham. Han gensvarede hende kurmageri med en lignende dans foran hende. Da jeg kom hjem fra arbejde lå hunnen i sneglehuset og hannen holdt hende nede ved at snappe efter hende hvis hun prøvede at komme op. Jeg havde ikke set selve legen, men forstod de havde leget den dag mens jeg var på arbejde. Hunnen lå konstant inde i sneglehuset mens hannen stod oven over huset. Allerede efter 1-2 dage begyndte hannen at svømme længere væk – op til 20-30 cm fra sneglehuset, mens hunnen blev liggende i huset. De første 3 dage lå hunnen hele tiden inde i huset. Den 4. dag kom hun ud da der blev fordret men vogtede stadigt sit hus og forsvandt ned i huset efter fodringen. Efter 7 dage kom hun mere permanent op af huset og svømmede rundt i territoriet. Jeg havde læst, at efter ca. 14 dage skulle ungerne begynde at komme frem og skulle så kunne opholde sig i området nær sneglehuset uden at blive spist, men jeg så aldrig nogen unger.

Et billede af min Alphahan i profil:


Denne adfærd gentog sig flere gange hen over sommeren. En gang så jeg legen - en af mine hunner var ved at have moden rogn - hun spillede op overfor hannen. Hun lokkede ham med hen til sit sneglehus og her, enten stående oppe over indgangen eller nede i huset begyndte hun så at lægge sine æg ned i huset, mens hannen stod ved siden af. De byttede plads og hannen tømte sin sæd ned over æggene. Hunnen svømmede ned i huset og viftede æg og sæd rundt og flyttede æggene længere ind i huset. En ny runde begyndte med hun og han på skift i og over sneglehuset. Det var kun hunnen som svømmede ind i huset. Efter endt leg smuttede hunnen ned i huset og hannen beskyttede området. Men fortsat ingen yngel.

Jeg besluttede at fjerne alle mine Victoriacichlider, da jeg tænkte de måske åd ungerne. Jeg valgte også lidt senere at sælge et par af mine Lamprologus Calliurus, så jeg kun havde 1,1 tilbage. Der gik ikke mere end 2 dage før jeg fortrød det. Akvariet var simpelthen for tomt med kun to fisk, og da det er en haremsleger, så prøvede jeg at anskaffe mig en lille gruppe mere. Det lykkedes mig først i december 2013 at købe en ny gruppe (FX) på 1,4. Den kom hjem fra Tyskland. Jeg tog den nye han samt 1 hun ned i mit ny-omlagte 250 L (som nu skulle være min første rene Tanga-balje), mens de 3 resterende hunner røg ned i mit 128L til min eksisterende han og hun (et akvarie som skulle lukkes ned med tiden), så nu gik der 1,4 samt to sugemaller (Anticitrus). Der gik ikke en uge før hierarkiet var på plads og 3 hunner var røget ned og ligge i sneglehusene. Da mine erfaringer var, at jeg endnu ikke have fået yngel at se (og det ville jeg gerne prøve), valgte jeg at fjerne min Alpha-Han og den ikke-rugende hun fra mit 128L - det jo kunne være de ville skade ynglen, så over i det nye 250L med dem.

Multicolor Victoria som matte forlade baljen:


Tilbage var 3 hunner som lå i hver sit sneglehus. Akvariet virkede tomt, da hunnerne jo lå godt nede i husene. Kun ved fodring dukkede de op. Efter 4 dage begyndte den hun som var røget ned sidst at svømme frit rundt og væk fra sit hus, for langt væk fra sit hus. Det tolkede jeg som at æggene var gået til, så hende fangede jeg også op og smed hende over i mit 250L. Jeg var bange for at hun ville skade de andre hunner og deres potentielle afkom. Nu lå der 2 hunner i hvert sit sneglehus – med ca. 40 cm afstand. Hun-1 lå i et vinbergsneglehus, mens Hun-2 lå i et Neothauma sneglehus fra Tanganyikasøen.

Da der var gået 7 dage ændrede den ene hun adfærd. Mens Hun-1 blev liggende det meste af tiden nede i sit sneglehus begyndte Hun-2 at stå udenfor sit hus det meste af tiden. Bugen af Hun-2 var få mm fra indgangen til huset lige over hullet og med jævne mellemrum smuttede hun ned i sit hus i nogle sekunder og kom så op igen og stod der ½ time eller så. Hvis jeg kom for tæt på akvariet smuttede hun ned i sneglehuset. Jeg fodrede hunnerne hver dag og Hun-2 som stod udenfor sit hus spiste fint, mens Hun-1 som lå i nede i sit sneglehus først kom op når lugten af mad nåede hendes hus, men på det tidspunkt var det meste spist af Hun-2 samt de 2 maller, så det var kun lidt krummer hun fik. Kort efter ”måltidet” smuttede hun tilbage ned i sit hus igen.

Ringe billede af hun over sit hus:


Efter 17 dage sit hus – om morgenen den 28. december, var Hun-1 oppe og viste kun ringe interesse for sit hus. Jeg valgte at fange hende op og smide hende ned i mit 250L. Jeg var bange for hun kunne finde på at spise sine egne unger eller ungerne fra Hun-2. Der var ingen unger at se, så da Hun-1 var væk, undersøgte jeg hendes sneglehus. Jeg kunne se i lyset at der var mindst 3 unger inde i huset. Jeg lagde det ned i sandet med det samme igen. Jeg havde kun Hun-2 tilbage i akvariet sammen med ungerne i sneglehuset fra Hun-1. Dagen efter, den 29. december efter begyndte Hun-2 også at svømme mere væk fra sit sneglehus – 16 dage efter hun havde indtaget det. Jeg valgte også at fange hende op. Sneglehuset fra Hun-2 blev også undersøgt. Der faldt en lille klump ubefrugtede æg ud – nok 5-10 stk. Det så ud til at de var i gang med at forrådne. Men der svømmede også mindst 5 unger rundt nede i huset. Sneglehuset røg straks ned på sin plads igen.
Den 30. december så jeg nogle unger svømme rundt på bunden. De var meget små – nok 4 mm med en krop på 1½ mm og en hale på 2-3 mm. Den 31. december var der mange flere unger at

Brian Niels — 6. januar 2014, 13:12

Hovsa det var ikke alt som kom med - så her er fortsættelsen:

Den 30. december så jeg nogle unger svømme rundt på bunden. De var meget små – nok 4 mm med en krop på 1½ mm og en hale på 2-3 mm. Den 31. december var der mange flere unger at se – jeg vil antage der var ca. 60-80 stk. som svømmede rundt få mm over bunden i akvariet. Nogle var lonely riders, mens andre opholdt sig i en sværm. De blev fodret med afskallede artemia æg. Nu var det tid til at vente og se om og hvordan ungerne ville vokse til.

Billede af unge som forlader sit hus for første gang:


Billede af unge 1 uge gammel:


Billede af hun på vej op af sneglehus (sorry det er et mini-konkylie):


I 250L går nu hele gruppen af voksne Neolamprologus Calliurus på 7 fisk (2,5). Alpha-Hannen er i 9-10 cm mens hunnerne nok er ca. 5-6 cm. Jeg fodrer med Artemia, sorte myggelaver, cyclops og dafnier. Ind i mellem får de lidt vegetabilske piller fra mit malawifoder. Gruppen går sammen med 5 stk. hulelejere (Neolamprologus Büscheri, Katoto), som stadigt er ret unge (5-7 cm), kønsfordelingen er nok (3,2). Det er Calliurus som styrer hele området med sneglehuse, men Büscheri er begyndt at tage hulerne som er længest væk fra sneglehusene som deres faste egendom.

Billeder af 250 med lidt Neolamprologus Büscheri


Brian Niels — 1. februar 2014, 17:43

Så er ungerne vokset lidt, nyt billed samt et billede af en fin hun



Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.