Axlotl - andre dyr til akvariet

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Brætspilleren — 7. juni 2012, 14:35

Hejsa ! Vi har fået anskaffet os et akvarium på ca. 140 til 160 l. ( er lidt usikker på målene) og vi er helt forgabt i at få nogle axlotler,( vi regner med at anskaffe os 2). Det ville dog også være rart med lidt flere dyr i akvariet. Vi ved godt det helst ikke må være andre fisk som nipper i deres gæller, men evt. nogle overfladefisk som kunne leve i samme temperaturer, sammen med nogle maller og snegle, som kunne hjælpe lidt mod alger?
Er der nogen herinde der skulle have noget erfaring eller forslag til hvad der kunne gå godt sammen med dem, ville vi være rigtig taknemmelige 🙂

Ullasdatter — 7. juni 2012, 14:55

Jeg har erfaring med axolotl (dog kun holdt alene) og vil råde dig til kun at holde dem med samme art, de spiser alt hvad der kan være i deres mund og kommer også op til overfladen for at trække luft.

Men hvis du vil have andre arter sammen med dem så skal du lede efter koldvands dyr da de helst skal holdes ved 18 grader samt at de som du er inde på skal være ligeglade med deres gæller og store nok til ikke at blive spist :-)

Ellers kan et akvarie kun med axoer være utrolig facinerende da de har en sjov adfærd.

Willed — 7. juni 2012, 14:56

Jeg kan godt forstå at i er vilde efter at få axolotler, de er fantastisk nuttede og spændende at kunne kigge på, men jeg er ret sikker på at snegle er et no-go eftersom axoloterne vil prøve at spise dem og højst sandsynligt blive kvalt eller få ødelagt fordøjelsen.

Derudover er 140l til 160l vist lige småt nok for både to axoloter og maller eftersom en axolotl kan blive op til 35 cm lang.

Jeg har ikke selv haft axoloter, men har fulgt med i en del tråde her på siden omkring axolotlhold og deres krav og overvejede selv på et tidspunkt at få en enkelt indtil jeg besluttede mig for at det krævede noget udstyr jeg ikke lige kunne overskue at skulle investere i da jeg er på SU og derfor i forvejen på smalkost.

BBJ — 12. juni 2012, 09:26

Hej

Jeg vil starte med at sige at det er en dum idé at sætte andre dyr sammen med Axolotlerne, det kan næsten kun gå galt.
Snegle er som sagt oven over en risiko i og med at axolotler ikke gør sig de store overvejelser omkring hvad de sluger, bare det bevæger sig. Og en slugt snegl er i mange tilfælde lig med en død axolotl.
De fleste sugemaller har drabelige pigge langs rygfinnen, disse kan nemt beskadige en axolotl når den er i færd med at spise mallen (som den vil gøre før eller siden med mindre mallen er meget størrere end axolotl.

Hvis i absolut er opsat på at sætte andre dyr sammen med dem, så vil jeg anbefale Hvid Skybjerg (fisk), disse trives under de kolde vandforhold som axolotler kræver og er forholdsvis fredelige. Vær dog opmærksom på at de bliver foder for axolotlerne med tiden, ligesom der ikke er nogen garanti for at de ikke nipper til gæller og stresser axolotlerne.
Alternativt så kan i sætte en flok rejer sammen med dem, disse er ingen fare for axolotlerne og så tjener de som ekstra foder til dem.

Så for at svare på jeres spørgsmål så er der ikke noget der kan gå godt sammen med dem, men hvis i er villige til at gå på kompromis med dyrenes trivsel så vil jeg anbefale ovenstående.

Jeg vedhæfter lige mine generelle tips til hold af axolotl nedenunder 🙂

Typiske fejl:

1: Ud med varmelegeme, Axolotler sætter pris på køligt vand (max 20 grader, helst 16-18.)

2: Brug ikke akvariegrus som bundlag, dette kommer de til at få i maven da de spiser ved vacuum (altså de suger maden ind). Sådan en gang grus giver forstoppelse og ofte døde axolotler.
Brug enten sand, store sten(så store de ikke kan spise dem), eller bar bund. Jeg anbefaler bar bund da det er meget nemmere at holde rent.

3: Put ikke andre dyr i akvariet, det går galt.

4: Sørg for at fodre med noget godt foder, regnorme er helt optimalt, og så kan der fodres med myggelarver og andet frostfoder, samt små stykker rejer/fisk. Men så fremt muligt så brug regnorme (nemt og gratis at grave op i haven).

5: Jeg går ud fra at dit akvarie er et med heldækkende armatur med lys - i så fald vil jeg anbefale dig at skaffe dig af med det. Et heldækkende armatur med lys vil forsage at temperaturen er for høj og meget svær at sænke (med mindre du investerer i en køler).
Derudover så sætter axolotler ikke pris på kraftigt lys, de vil gemme sig hele dagen og mest være fremme om natten.
Du kan i stedet bruge noget plast "net" eller som jeg gør en gennemhullet polycarbonat plade eller lignende.

6: Axolotler bliver store! (Op til 30cm eller mere). Et 54L akvarie er ikke stort nok til at holde axolotler, jeg vil anbefale minimum 80L per axolotl. Størrere grundareal er bedre, det vil sige at et "fladt" 50L akvarie er bedre end et 300L søjle akvarie.

7: Axolotler sviner meget, sørg for at have god filtrering på akvariet og foretag hyppige vandskift. Pas på med ikke at skabe for meget bevægelse i vandet med filteret, man kan eventuelt vende udløbet imod hjørnet af akvariet og/eller sætte noget filtersvamp på for at bryde vandstrømmen. Axolotler sætter ikke pris på kraftig strøm.

Tips til at holde temperatur nede:

1: Hold akvariet fri af sollys (ja den var lidt indlysende, men hvis bare akvariet modtager en lille smule sollys hæver det temperaturen meget)

2: Brug ikke et lukkende armatur over akvariet, specielt ikke et med indbygget lampe (vigtigt, sådan et armatur med lys i hæver temperaturen kraftigt). Jeg bruger en gennemhullet polycarbonat plade, den eneste funktion dit låg skal have er at sørge for at de ikke springer ud. Derudover skal der være fri luftgennemstrømning gennem låget.

3: Monter blæsere, hvis du monterer en eller flere små blæsere som blæser luft henover vandoverfladen så sænker du vandtemperaturen betydeligt. Du kan bruge blæsere fra computere (besværligt, men billigere), eller du kan købe nogle akvarieblæsere (nemt, men dyrere).

4: Hav plastflasker med vand i fryseren, så put "isflaskerne" i akvariet for at køle det, vær opmærksom på at dette kan være en risikabel metode, da et for stort spring i temperaturen kan være mere skadeligt for dem end en for høj temperatur. (Svært at styre i et lille akvarie).
(Jeg anbefaler ikke denne metode, men det kan lade sig gøre).

5: Hvis du har budgettet og vil have det bedste og det nemmeste, så anskaf en vandkøler til akvariet, disse er dyre men med sådan en behøver du til gengæld aldrig bekymre dig om temperaturen mere.

Ellers er der mange andre kreative løsninger, har set en del som har bygget en køler ud af et gammelt minikøleskab 🙂

Men hvis du bruger 1,2 og 3 tilsammen, eller 4 eller 5 for sig selv så kan du sagtens holde en fornuftig temperatur, også om sommeren.

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.