En historie med en vigtig morale

En historie med en vigtig morale:
En professor stod foran sit hold. Da forelæsningen begyndte, tog han et stort tomt syltetøjsglas, som han fyldte med sten, som var cirka fem cm i diameter. Da der ikke kunne være flere sten i glasset, spurgte han de studerende:

- Er glasset fyldt nu?

... Alle var enige om, at det var det. Så tog professoren nogle småsten frem, dem puttede han forsigtigt ned i glasset, imens han rystede det, derved faldt de små sten ned igennem sprækkerne imellem de store sten. Da glasset var proppet til kanten, spurte han de studerende igen:

- Er glasset nu fyldt?

Alle var enige om, at nu var det fyldt. Da professoren nu tog en pose med sand frem, grinede de studerende, for professoren kunne jo sagtens hælde den del sand ned mellem sprækkerne, der stadig var mellem de store sten og småstenene. Han fyldte nu glasset helt op med sand.

- Nu! sagde professoren og fortsatte:

- Vil jeg gerne have, at I forestiller jer, at dette glas er jeres liv! De store sten, er de betydningsfulde ting i jeres liv - familien, kæresten/ægtefællen, børnene, jeres helbred - altså ting, som hvis I mister alt andet, end netop lige disse ting, så vil jeres liv fortsat være fyldt. Småstenene er så andre knap så vigtige ting, så som jobbet, dit hus, din bil. Og sandet er alt andet.

- Se! Hvis I først fylder glasset med sand, så er der jo ikke plads til småsten og store sten. Det samme gælder for jeres liv, hvis I bruger alt jeres tid og energi på små ubetydelige ting, så bliver der ikke plads til de store og betydningsfulde ting.

- Ha' altid fokus på hvilke ting, der er vigtige for netop dig, så dit liv bliver lykkeligt. Leg med dine børn, afsæt tid til lægebesøg, så helbredet altid er i orden. Gå i byen med din partner og alligevel vil der fortsat være tid til at tage på arbejde, gøre rent i huset, og alt det andet "sand og småsten".

- Fyld dit liv med store sten - ting der virkeligt betyder noget. Hold styr på hvad der skal prioriteres som store sten. Resten er jo bare sand!

Professoren kikker nu hen over de studerende, tager en øl frem, og hælder ganske forsigtigt en hel øl ned i de sidste små mellemrum mellem sandet, småstenene og de store sten. Han vender sig mod klassen og siger:

- Og moralen er! Lige meget hvad fanden, der sker i dit liv, er der altid plads til en øl!

jeg havde så nok valgt at hælde en cola derned, men pointen var nu meget god:D

Endnu en til eftertanke..

En mand kom hjem fra arbejde sent, træt og irriteret, for at finde sin
5-årige søn ... ventende på ham ved døren.
Søn: "Far, må jeg stille dig et spørgsmål?"
Far: "Yeah hvad er det?".
... ... ... Søn: "Far, hvor meget tjener du i timen?"
Far: "Det vedkommer ikke dig, Hvorfor spørger du om sådan noget.?"
sagde manden vredt.
Søn: "Jeg vil bare vide det, fortæl mig, hvor meget tjener du i timen.?"
Far: "Hvis du skal vide det, så er det 100 kr. i timen."
Søn: "Åh," svarede drengen, med hovedet nedad.
Søn: "Far, må jeg låne 50 kr?"
Faderen var rasende, "Hvis den eneste grund til du spørger er, så du kan låne nogle penge til at købe et fjollet stykke legetøj eller et andet pjat, så kan du marchere direkte til dit værelse og gå i seng. Tænk over hvorfor du er ved at blive så egoistisk."
Den lille dreng gik stille og roligt hen til sit værelse og lukkede døren.
Manden satte sig ned og begyndte at blive endnu mere vred over den lille drengs spørgsmål. Hvor vover han at stille sådanne spørgsmål kun for at få nogle penge?
Efter cirka en time eller deromkring, var manden faldet til ro, og begyndte at tænke: Måske var der noget, han virkelig havde brug for at købe med de 50 kr, og han bad virkelig sjældent om penge. Manden gik hen til den lille drengs værelse og åbnede døren.
"Sover du, søn?" Spurgte han.
"Nej far, jeg er vågen," svarede drengen.
"Jeg har tænkt, måske var jeg for hård ved dig tidligere," sagde manden.
"Det har været en lang dag, og jeg lod min frustration gå ud over dig .. Her er de 50 kr. du spurgte om."
Den lille dreng satte sig op og smiler. "Åh, tak far!"
Så løftede han sin hovedpude, han trak nogle sammenkrøllede sedler op .
Manden så, at drengen allerede havde penge, og begyndte at blive vred igen. Den lille dreng begyndte langsomt at tælle sine penge, og så kiggede han op på sin far.
"Hvorfor vil du have flere penge, hvis du allerede har nogle?" Faderen knurrede.
"Fordi jeg ikke havde nok, men nu har jeg, svarede den lille dreng.
"Far, jeg har 100 kr. nu. Kan jeg købe en time af din tid?
Vær sød at komme tidligt hjem i morgen. Jeg vil gerne spise middag med dig. "
Faderen blev knust. Han lagde sine arme rundt om hans lille søn, og han bad om hans tilgivelse.
Det er bare en kort påmindelse til alle jer der arbejder så hårdt i livet. Vi bør ikke lade tiden glide gennem vores fingre uden at have tilbragt noget tid med dem, der virkelig betyder noget for os, dem tæt på vores hjerter.

Husk at dele for 100 kr. af din tid sammen med én du elsker.
Hvis vi dør i morgen, kan firmaet vi arbejder for, let erstatte os i løbet af få dage.
Men familie og venner, vi efterlader vil føle tabet for resten af deres liv.

#1 og #3...Godt.😐

HVORFOR KALDER I MIG KAMPHUND??"

Tænkte hunden, og så på det vrede fordømmende menneske, der stod foran dens menneske og pegede ned på den.
Så du ikke at jeg logrede med halen, og glæden i mine øjne da du nærmede dig, og så du ikke jeg pev fordi af glæde fordi jeg gerne ville hilse på din hund.
Er det min muskuløse krop der vækker din afsky og vrede? Havde jeg været et menneske havde du enten beundret mig eller Misundt mig fordi jeg var så flot og veltrimmet.
Eller er det ud fra mit brede hoved du afgør hvilket sind og hvilke kvaliteter jeg indeholder?
Det er ikke længere end et blink med øjet siden, i historisk tid, at et bestemt folkeslag målte tykkelsen på andre menneskers hovedskaller for at bestemme om de skulle leve eller dø.
Er det dét du nu vil gøre ved mig, måle min hovedskal og mine kæber, for at se om jeg er værdig til livet!
Du dømmer mig og siger at jeg er en kamphund, fordi nogle i min slægt mange generationer tilbage, opildnet og tvunget af menneskene, har kæmpet i frygtelige kampe mod andre hunde.
Jeg tænker på hvor langt skal vi tilbage i din slægt før vi finder en voldsmand eller det der er værre, og om andre dømmer dig for dine forfædres gerninger?!
Du siger at jeg er genetisk belastet, og at jeg skal udryddes fordi min race har været voldelig og farlig for længe siden og som følge deraf stadig er det.
Jeg tænker, hvor mange generationer er det siden det folk du kommer af var aggressivt og voldeligt, og ville du mene at trangen til vold, stadig lå dig i blodet på grund af dine aner?!
Tror du at jeg før jeg blev født sad og så ned på jorden og tænkte "Jeg vil så gerne være kamphund, og kæmpe mod andre hunde til døden, og selv blive udsat for den værste smerte og de værste pinsler i et kærlighedsløst og mørkt liv."?!
Tror du ikke jeg ligesom andre hunde, elsker at blive nusset bag ørene, ligge i sengen, blive kælet på maven, og løbe på græsset og lege tagfat med mine nære venner. Tror du ikke jeg har et behov for at føle mig elsket. Tror du jeg er en maskine og bare en tom skal af instinkter der ikke føler?!
Når jeg bliver født er mit sind ligesom andre hundes som vådt ler. Min ejer kan ælte det og forme mig i sit billede, men man er nød til at arbejde med mig jævnligt, og holde leret smidigt indtil mit sind har fundet sin form, for stivner det først bliver det sværere at ændre, for så skal der files og lægges kræfter i for at få kanterne væk, og så kan det at arbejde med mig, blive så vanskeligt, at nogle vælger at opgive.
Så når du ser på mig og ser mit sind, så ser du mit menneskes værk, for jeg er formet i dennes billede, og af dennes sjæl.
Vi hunde er i sandheden menneskets bedste ven, og alt vi lever for er den kærlighed vi føler til Jer, og den beundring vi har for jer.
Men måske får mennesker som dig en dag held til at få udryddet min race, og jeg vil ligesom så mange andre dyreracer der er kommet i vejen for menneskerne forsvinde ud i glemslen.
Men dette skal du vide: Alt hvad der kunne tjene til jeres bedste, det ville vi dø for.

Derfor.

TILGIVER JEG JER ALT...

#5 - Så kan det vidst ikke siges mere tydeligt.